Om mig og keramikken
Om Mig
Jeg faldt for keramikken allerede i 1999 på et højskoleophold. Herfra førte keramikken mig til Kerteminde, hvor jeg tog en 3-årig uddannelse som formgivningslærer fra Seminariet for Kunst og Håndværk.
Keramikken hev fortsat i mig og førte mig i 2004, til kunsthåndværkerøen Bornholm. Her blev jeg uddannet til Keramisk Formgiver på KDAK i Nexø. Jeg bor stadig på Bornholm, og elsker det netværk af andre kunsthåndværkere, og den ro til fordybelse som jeg har fundet her.
I mine år på Bornholm har jeg bl.a. arbejdet på den historiske Hjorts Keramik Fabrik, og som underviser på Bornholms Kunstskole. I 2014 Startede jeg virksomheden Mølgaard & Marcussen ApS, og værkstedet i Raadhusstræde, med en veninde. I sommeren 2018 blev jeg alene med virksomheden, og har omdøbt den til Mie Mølgaard ApS.
I værkstedet finder man også min butik med mine færdige produkter. Her er man altid velkommen indenfor til at se hvordan produktionen foregår og få en snak om keramikken og tankerne bag.
Arbejdsprocessen
Keramik er en langvarig proces, og der ligger et stort arbejde i alle min produkter. Uanset størrelse, skal alle produkterne stort set igennem den samme proces.
Alle mine produkter er støbt i hvidt eller indfarvet porcelæn og glaserede, for til sidst at blive brændt op til 1280°.
Jeg laver selv alle mine støbeforme i gips. Disse bliver lavet over en kerne som jeg med stor omhu har tegnet og konstrueret i et 3d program, og printet ud på en 3d printer. På denne måde kan jeg sikre mig at mit produkt ser ud præcis som jeg ønsker det, og at kernen ikke går i stykker efter brug.
Når støbeformen er færdiglavet, tørret og klar til brug, hældes en tyndtflydende porcelænsmasse ned i formen, som ved hjælp af gipsens sugende egenskab laver en tynd skal af leret i den ønskede form.
Støbning er en metode som giver mulighed for at lave komplekse forme i en ensartet tykkelse, og med et let, præcist og elegant udtryk.
For at understrege formgivningen, vælger jeg at indfarve mine porcelænsmasser, så formen ikke bliver forstyrret af farvede glasurer. De af mine ting som har glasur, har en meget smuk blank transparent glasur, som giver en lækker kontrast til den matte uglaserede yderside, og fremhæver porcelænets indfarvning. Alle overflader som står uglaserede efter brænding, bliver vandslebet for at give en silkeblød og behagelig overflade at røre ved.
Værkstedet
Her i værkstedet arbejdes der primært med porcelæn, som bliver indfarvet og støbt i gipsforme. Støbning er en teknik der muliggør den meget præcise og ensartede formgivning som kendetegner min keramik. Jeg arbejder med brugsgenstande, med et formsprog der skiller sig ud fra mængden. Der bliver kælet for detaljerne i både form og flade. Derfor står de fleste produkter med en rå og vandslebet overflade som en smuk kontrast til en meget blank indvendig glasur.
Alle gipsforme bliver lavet i værkstedet, og udgør en stor del af arbejdsprocessen! Jeg arbejder med den håndværksmæssige tradition i forhold til gipsarbejde og støbning, men har også taget nye værktøjer i brug som 3d tegning og 3d printning. Et nyt og spændende værktøj til at opnå mere akkuratesse, og tydeligere formgivning.